KODA's argumentation i sagen om organisationens afgifters prohibitive effekt på etableringen af nye digitale tjenester i Danmark bliver stadigt mere desperat. Samtidig med, at KODA nu (19.02.) trækker i land i forhold til sin oprindelige usande version af historien om den franske tjeneste Deezer's skæbne i Danmark, lancerer man en "nyhed" på sin hjemmeside, der med omvendt Erasmus Montanus logik forsøger at godtgøre, at antallet af tjenester i Danmark alene skulle bevise, at markedsudviklingen er bedre her end i andre lande. "Nu kan vi snart ikke bruge mere tid på at tilbagevise KODA's vrøvl. Tænk hvis de ville bruge den samme tid på at forhandle med de nye tjenester, som de bruger på at kritisere os", siger IFPI's formand.

I et nyt frontalangreb på IFPI, og særligt de internationale pladeselskaber, hævder KODA, at IFPI's egen oversigt over digitale tjenester i Danmark modbeviser pladeselskabernes påstand om, at det er KODA's betalingskrav, der afholder nye tjenester fra at etablere sig i landet. Den "ergo-er-morlil-en-sten-logik" holder imidlertid ikke, siger IFPI's formand, Henrik Daldorph i en kommentar til KODA's seneste påstand. - "Virkelig-heden er, som KODA naturligvis ved - eller i hvert fald burde vide - at hovedparten af de tjenester, vi nævner i IFPI's Digital Music Report, kører på pumperne økonomisk - bl.a. på grund af KODA's betalingskrav. Langt den største del af den digitale musikomsætning - ca. 80% - kommer fra kun to tjenester: iTunes og TDC - virksomheder hvis økonomi kun hænger sammen, fordi deres hovedprodukt ikke er musik", tilføjer Daldorph. Han vurderer, at 2010 formodentlig vil byde på  lukninger af danske tjenester, fordi økonomien ikke hænger sammen. - "Det er utroligt, at KODA vil være bekendt at bruge disse tjenester, hvoraf langt de fleste i øvrigt er etableret for adskillige år siden, som bevis for at det danske, digitale marked skulle være i sund fremdrift, når nu tallene sort på hvidt fortæller, at vi i Danmark ligger under det internationale gennemsnit, når det gælder den digitale andel af omsætningen", siger Henrik Daldorph.

Intet belæg

Han har også kun hovedrysten til overs for KODA's påstande om, at "den reelle baggrund for IFPI's kritik er, at de multinationale pladeselskaber gerne vil kontrollere alle musiktjenester og sørge for næsten alle indtægter går til de multinationale pladeselskaber", som sangskriverne og musikforlagenes organisation hævder på sin hjemmeside. - "Det ville klæde KODA bare at dokumentere en enkelt af sine påstande, og måske nøjes med at udtale sig om deres egne forhold i stedet for at gøre sig kloge på, hvilke digitale strategier, de internationale pladeselskaber har. Der er intet som helst belæg for, at påstå, at pladeselskaberne ønsker at kontrollere musiktjenesterne. Hvis det var tilfældet, hvorfor skulle vi så stille vores millioner at titler til rådighed for TDC eller Apple?", spørger Henrik Daldorph.

KODA dobbelt så dyre

Han forklarer, at de internationale selskaber - og i øvrigt også flere af de uafhængige - hver for sig forhandler deres aftaler centralt med nye tjenester som fx Spotify, og i den forbindelse alene tager stilling til, hvad de synes er en rimelig betaling til dem og deres kunstnere. Normalt er betalingen til sangskriverne og musikforlagene slet ikke et element i selskabernes kalkuler. Kun når niveauet for denne betaling forhindrer, at en tjeneste overhovedet kommer på markendet, bliver sangskrivernes og forlagenes betaling et issue. - "Som vi har sagt før, har vi ikke noget imod at sangskriverne får en rimelig betaling for deres værker. Men det er svært at forstå, at den procentuelt skal være dobbelt så høj i Danmark som i alle andre lande i verden. Det er dét, som er sagens kerne. Og det som i øjeblikket holder udviklingen tilbage. Hvis KODA bare et øjeblik ville kigge frem i stedet for tilbage, droppe attituderne, aggeessionerne og de tomme spin-manøvrer, kunne vi måske få et svar på dét spørgsmål, og komme videre med den egentlige opgave: At skaffe nye, digitale musiktjenester til de danske forbrugere", slutter Henrik Daldorph.