Stor interesse for dansk musik
Danske musikelskere interesserer sig i stigende grad for danske kunstnere, når de køber musik. Det viser tal fra musikselskabernes fællesorganisation IFPI, der netop nu offentliggør sit årsskrift for 2009.
Det er ikke alle kurver, der bevæger sig nedad for danske musikselskaber. I 2009 udgjorde dansk musik 45,8% af musikselskabernes samlede omsætning. Og dermed er der tale om en stigning på mere end 50% i forhold til 2000, hvor dansk musik udgjorde 30% af den samlede omsætning.
IFPIs bestyrelsesformand Henrik Daldorph er glad for tendensen: ”Danske musikselskaber knokler benhårdt for at satse på udvikling og markedsføring af dansk kvalitetsmusik i samarbejde med dygtige kunstnere” siger han og fortsætter: ”Derfor er det selvfølgelig et klap på skulderen til både musikselskaber og kunstnere, når forbrugerne vælger at købe dansk musik”.
Nye muligheder for forbrugeren Henrik Daldorph understreger, at den samlede omsætning for salg af musik i Danmark stadig er faldende, men han hæfter sig samtidig ved, at den teknologiske udvikling i de kommende år kan bringe nye muligheder for både forbrugere og musikselskaber: ”Vi er ved at være dér, hvor den enkelte forbruger i princippet kan få lovlig adgang til en verden af musik på både computeren og mobiltelefonen. Nu skal vi bare gøre, hvad vi kan for at få nye digitale tjenester ind på det danske marked”.
Nogle af de danske kunstnere som markerede sig særligt stærkt i 2009 var Rasmus Seebach (ArtPeople), Medina (Labelmade/A:Larm), Sanne Salomonsen (Mermaid Records), Nephew (Copenhagen Records/MBO), Nik & Jay (EMI) Dalton (RecArt Music/MBO), Aqua (Universal Music Group) og Thomas Helmig (Sony Music).
|